Svend trådte et skridt tilbage og lagde hovedet lidt bagover. Så kunne han bedre se hele den store sten. ”Mon den vil stå her altid?”, tænkte Svend.

Han havde set, hvordan hans fars hird havde kæmpet med at få stenen bragt hele vejen fra kysten ved Lillebælt og til Jelling.

I Jelling havde de rejst stenen mellem de to høje. Svend havde endda hørt fortællinger om, at hans far skulle have spændt åg, beregnet til trækdyr, på skuldrene af sine mænd, så de bedre kunne trække stenen af sted. ”Ja…”, tænkte Svend, ”når jeg engang bliver konge, så står den her nok stadig væk. Der er nok ingen, som har lyst til at flytte den igen”.

Nu havde stenhuggerne fra det fremmede land, England, også arbejdet meget længe. Ja, de havde arbejdet næsten et år med at lave flotte, farverige mønstre, billeder og riste runerne ind i stenen. Det ville være ærgerligt, hvis ikke stenen skulle stå der i meget lang tid.