”Men du må forstå, min : Man får ikke noget foræret her i livet og da slet ikke kongekronen!”, sagde Harald.
”Hvordan blev du så far?”, spurgte Svend.
Harald fortalte sin søn, om dengang hans far havde kaldt alle landets høvdinge sammen, da han skulle vælges som ny . ”Du vil også skulle stå foran alle landets , så de kan se, at Haralds er den rette konge over danerne. En konge bør have kongers blod i årerne. Din slægt skal være , og dine mænd skal være mange og tro mod dig”.
Svend sank en klump ved tanken om at skulle stå foran så mange mennesker. ”Far… Hvornår er tiden inde”, spurgte han. Han var lidt bekymret for svaret.
”Når vi har fået lært dig at kæmpe og fået fedet dig op”, lo Harald. ”Dine skal stole på dig som hærfører og kriger, og de skal mærke, at du er på god fod med guderne … eller… øhh… guden, hedder det jo”, sagde Harald. Han kløede sig lidt i skægget og fortsatte: ”Når du har opnået det, så er tiden inde til, at du skal vælges til ”!