Svend Tveskæg og hans lå for anker med sine skibe ved Jomsborg. Det var sent på aftenen, og månen spejlede sig i havet. Svend sad og halvsov på dækket i det største af sine skibe. Han vågnede brat, da et par vagter på skibet råbte: ”Hvem der?” Svend kunne høre slag fra årer fra et skib, der nærmede sig.
”Det er mig, ”, lød en stemme fra mørket. ”Jeg bringer nyt til Svend!” Der lød et hult bump, da den lille jolle stødte ind i det store skib.
”Hjælp ham op og lad ham komme”, sagde Svend. var en af de mænd, som Svend havde sendt i forvejen for at holde øje med Haralds Jomsvikinger, og om muligt snige sig tæt nok på deres lejr til at dræbe et par stykker. trådte frem for Svend.
”Tal”, sagde Svend træt.
”Herre, jeg fandt Deres fars lejr og sneg mig på skudhold i håb om at få ram på et par af deres vagtposter. Pludselig kunne jeg, i månens skær, se den gamle gå omkring alene!”
Svend rettede sig nu helt op - han var lysvågen.
”Jeg rejste mig bag et træ, lagde pilen tilrette på buen, spændte strengen og drejede i en og samme bevægelse omkring træet! Jeg ramte den gamle !”, sagde med en blanding af stolthed og ærefrygt. ”Kong Harald er død!”