Jelling år 970...
| Lyden af metal mod sten blandede sig med lyden af ord fra et sprog, Svend aldrig før havde hørt. Svends far, kong Harald, havde bedt sin hird fremskaffe en kæmpe sten. Svend havde måbende betragtet, hvordan stenen var blevet trukket af stude med hjælp fra mange mænd. Nogle havde bandet højt, andre bed tænderne sammen, men de havde alle sammen fornemmelsen af at være med til noget stort - noget ingen havde gjort før.
Nu stod Svend forundret og så, hvordan et ansigt langsomt, men sikkert, begyndte at vise sig på stenen. Svend havde aldrig set noget lignende. Han kendte sten med skrifttegn, og han kendte til at lave mønstre i træ, men disse mænd kunne skabe former i sten, som om den var blød. Han lod forsigtigt fingeren følge det snoede mønster, som løb omkring på stenen. Han havde lært at læse de tegn, der fortalte om hans far, Harald. På stenen stod de ikke nedefra og op, men fra den ene side til den anden. ”Ligesom i bogen!”, havde biskoppen sagt. Svend vidste godt, at bogen var der, hvor Guds ord stod. ”Biblia Vulgata” kaldte biskoppen den, når han talte det sprog, som stod i bogen. Svend var mere forundret over bogen med dens mange tynde helt ens sider end over det, biskoppen læste. Og at den var vigtig – det vidste alle, der boede i kong Haralds hus. Nu havde hans far skrevet på en kæmpe sten, at han var den konge, som regerede over Danmark og Norge. Lige som i biskoppens bog var der et billede af Guds søn på stenen. Det var hans ansigt, der langsomt, men sikkert, begyndte at træde frem på stenen og stirre på Svend – som om han ville sige: ”Er du klar til at blive konge engang?”. Svend forlod stenhuggerne og søgte hen mod den store træbygning. Det var underligt at bygge et kæmpe hus, der ikke skulle bo nogen i, tænkte Svend. Selv om biskoppen havde fortalt, at det var Guds hus, mente Svend nu ikke at have set nogen derinde. Svend åbnede døren, og lyden af dens hængsler gav genlyd i kirkerummet. Det kølige mørke tog imod ham, og han så, hvordan støvet dansede i den smule lys, der hist og her kom ind igennem plankevæggen. Der var tomt. Kun et par fakler lyste op i den anden ende. Faklerne lyste på et stort kors, som Svend vidste, var magen til det, som Guds søn blev korsfæstet på. Han kom igen til at tænke på sin fremtid – hvordan kunne han holde sig gode venner med en gud, som ikke var der? Han vidste, at ingen konge kunne regere uden at have Gud på sin side. Han faldt på knæ og bad den bøn, som biskoppen havde lært ham. ”Bare han nu kan høre mig”, tænkte Svend. Da Svend igen kom ud, vidste han, at tiden var inde til at tale med sin far. Tale om, hvad det var for en fremtid, der ventede ham... Om hvad det vil sige at blive konge over Danmark og Norge.
|
|||||
|
|
|||||
